Fest og farver.
Ørvas første dag, og vi er stadig i øvelokalet:
Vi spillede blandt andre” Tante Jannis sommerpension”, “Højere op” og et par helt dugfriske fra Kims hjemmeværksted. Vi spillede “Kvinde min” og “Jutlandia”. Kendte lydspor fra det virkelige liv. Og nu var man med til at forme dem sammen med komponisten, sangeren og manden selv. Det føltes rigtigt.
Lettet kunne jeg, et stykke inde i forløbet, gengælde god- og anerkendende nik, hist og her. Den var halvt inde, som man siger. Vi spillede Sangen om Kit, den lille melodi, hvor teksten, baseret på et digt af Kaj Munks fætter Nis Petersen, fik pustet liv i sig. En sang der blev ved med at spøge, men teksten drillede.
Som Henning Pold også beskriver i sin bog, var Kims tilgang til lyrik (for det meste) en meget alvorlig sag. Han nærmest stirrede ud over et enormt hav, for at få øje på lige netop dén dråbe, der på magisk vis, kunne “beskrive det ubeskrivelige”. En sart og ydmyg proces.
En sang om Hippierne fra ’68 var en flirt med tiden omkring ungdomsoprøret. Flere af disse sange nåede aldrig igennem kvoterne, og blev ikke udgivet. Men motoren var blevet startet. Vi var på vej et eller andet sted hen.
Foreløbig var vi på vej ned på værtshuset Bananrepublikken. Der blev knappet op, Kim vendte sig mod mig og spurgte:
“Vil du være med i bandet?” ”Ja selvfølgelig” sagde jeg, mens jeg snappede efter vejret. ”Jamen så velkommen” grinede han lumsk. Han vendte blikket tilbage mod sit ølglas og tog en tår. Jeg kiggede rundt på de andre. Pold og Fagt så lidt overraskede ud. Pold smilede og klappede mig på skulderen. ”Velkommen ombord, min dreng”. Jeg tænkte sætningen langsomt: “Jeg er den nye keyboardspiller i Kim Larsen & Bellami”, men nåede ikke langt.
Fagt stod med noget der lignede et hemmeligt smil. Han tog fat i mig. ”Så fik du forseglet din skæbne, gamle jas”, sagde han og skrupgrinede. Jeg forsøgte så godt jeg kunne, at følge med i det hele mens det tordnede indvendigt.
Jeg takkede, skålede og grinede. Jeg ville rigtig ikke fortælle det til nogen. Det måtte gerne være lidt hemmeligt – bare en tid.
”Hvornår går vi i gang?” spurgte jeg. ”Nu” sagde Kim.