“Spil Sangen, for h…”

Det nye Bellami genopstod ved en tilfældighed

– og guderne var med dem

Med noget der minder om kirurgisk præcision, hamres sangene igennem i Frede Fups lille øvelokale på Amager. Det ene øjeblik emmer af fordums klang og skønhed, for i det næste at blive afbrudt af højenergisk tale på kryds og tværs, om rettelser og fejl på alt fra guitarsoloer til korstemmer. Bellami øver. Eller rettere; det der startede som en løs idé om et orkester, og hurtigt antog skikkelse af et nyt og stærkt projekt; øver. En imponerende proces at være vidne til. Her er ingen genveje eller slinger i valsen. Kun hårdt arbejde, dedikation og passion for musik og udtryk. Det er tydeligt, at der ikke er tale om en genoplivning af et gammelt orkester, snarere en frisk start for et helt nyt. Disse menneskers tilgang til musikken er benhård, og de fortsætter ubønhørligt i timer for at få alle detaljer på plads.

Bellami er en historie om musikalsk kreativitet og sammenhold. Det hele startede med idéen om at bringe Kim Larsens fantastiske musik tilbage til scenen, og efter en række telefonopkald og ganske få overvejelser, blev det nye Bellami født. Bandet har to originale medlemmer: Hans Fagt på trommer og Mikkel “Ørva” Håkonsson på keyboards. Og så har de den bedste sanger til formålet: Jan “Lune” Carlsen, hvis stemme er så tæt på Larsens, at man næsten tror det er Kim selv, der synger.

Jan har mange års erfaring som optrædende, og succes som troubadour. Og Jan’s solopublikum elsker, når han spiller deres yndlingsnumre, men det kan også resultere i, at han kaster sig ud hvor han ikke kan bunde, hvilket tit fører til nogle, i den verden, tolererede skæverter. Han var, helt enkelt, ikke trænet i at få det hele med. Derfor skulle han lære at øve sig, og blive en del af et samlet orkester. Jan er nu en integreret del af Bellami, og sammen bringes Larsens sange og musik tilbage til live. Bassisten hedder Jon Pold, og er søn af Bellami-bassist Henning Pold, og på guitar har vi martin Finding, som gennem et tidligere samarbejde med de herrer Fagt og Pold på Gasolin’-teaterforestillingen har vist sin dybdegående forståelse for emnet.

For Bellami handlede det om at komme tilbage til den essens af Larsens musik, hvor der blev øvet non stop i dagevis. Med lige mængder tålmodighed, knofedt og slidsomhed er dette lykkedes. Sammen skabes den autentiske Bellami-lyd, og publikum rives med på en rejse tilbage til 80’erne, hvor Kim var kongen af dansk musik. Den musikalske kreativitet og sammenholdet bliver brugt til at skabe noget smukt og ægte. Og selvom musikerne kommer fra forskellige steder, med forskellige musikalske baggrunde, er det den fælles kærlighed til Kim Larsens musik, der limer holdet sammen. Bellami spiller musik, der rører folks hjerter, og bringer glæde og minder tilbage til dem, der har fulgt Kim og Bellami gennem årene. Og selvom Kim desværre ikke er med os længere, så skal man til evig tid ære hans musik og hans arv, og fortsætte med at sprede hans unikke lyd og budskab til nye generationer.

På bagvæggen i det lille øvelokale står gamle transportkasser med “Gasolin'”-print stablet op langs bagvæggen. Trods historiens tydeligt påtrængende vingesus, fortsætter indstuderingsprocessen ufortrødent med ufiltrerede og formgivende sætninger på kryds og tværs mellem bandmedlemmerne. Spørgsmål og svar flyver frem og tilbage, mens sangene lige så stille tager form af Bellami-lyden og udtrykket fra dengang Larsen var en mand i fyrrene.

Det er netop denne tilgang, der er det unikke ved det gendannede Bellami, fordi de ved, hvordan man “spiller sangen”. “At spille sangen” var Kims stålsatte mantra hele vejen igennem – forstået som: Spil det der er nødvendigt, hverken mere eller mindre. Et resultat der nåes ved enerverende og repetativt forberedelsesarbejde, og hvor hvor alle tænkelige muligheder bliver prøvet af, inden man iskoldt skærer ind til benet – essensen. Det kan Bellami.

Og det er det, der gør, at publikum kan genkende sjælen i sangene, når de hører Bellami i dag.

Og da de alle er håbløse romatikere, fæster de lid til H.C. Andersens linje, og konkluderer: Selvom man måske starter som en “ælling”, kan man ende som en “svane”, hvis man har den rette energi og ambition for projektet og musikken.