Sortedammen

Efter en dørtelefon endelig brummede, fik jeg slæbt adskillige kilo udstyr op ad en trappe til 4 etage, hvor jeg blev mødt af en låst dør. Sjoskede ned igen, og blev mødt af en parkerende Mercedes. Ud steg Henning Pold. “Dav” og et håndtryk senere, blev jeg lidt klogere på entréforholdende. Det viste sig, at når man var noget ved musikken, tog man en elevator fra gården, og spadserede lige ind i øvelokalet (som var enormt).

Det var et hesteskoformet baghus, lige ved Dronning Louises Bro. Fra elevatoren trådte man ud i et stort og højt loftsrum, malet i mørkegrønt og sort. I venstre hjørne stod et flygel, et stort bord, nogle stole. Det endte i et lille køkken. Gearet var stillet op foran en stor tom bagvæg med et kæmpestort vindue med udsigt til gården. Til højre lå et indkapslet studie/kontrolrum. Bag en dør, kunne man fortsætte ind i et isoleret indspilningsrum, og videre gennem en snoet gang. Bagerst var der værksted til reparationer og dagligt vedligehold. Det var den nye legeplads.

Den næste jeg mødte var Hans Fagt. Han var lidt ældre end mig, i starten af trediverne, og havde allerede en flot karriere bag sig. Firserne var veloverstået, og alligevel stod han dér i stramme bukser, støvletter og pilotjakke. Og med gyldent candyfloss som hår (Der var håb for mig).

En dør gik op, Kim kom bragende ind, grinende og spruttende. Han beskrev min ankomst som en slags åbenbaring. Han havde i en tid kaldt sin datter Alice, for Alice-Ørva (påstod han). Jeg fortalte lidt om graffitien Örva.

”Der har vi Grev Børge”, skreg Kim. Pold stirrede, og svarede “Hy” med skæv mund. Han gik ud i køkkenet og hang sit overtøj på en knage, mens han mumlede noget om kaffe. ”Havde du en god fødselsdag?” buldrede Kim. ”Jo tak” svarede Pold, som lige var fyldt fyrre.

Jeg stillede mit udstyr op, vi gik i gang – ingen svinkeærinder. Den velkendte Bellamilyd var, ved Peter Ingemann’s og Klit-Per’s udtræden, blevet afløst af en mere luftig klang, med større fokus på Kims elektriske guitar. Fint – jeg var vant til lidt af hvert, og det passede umiddelbart godt sammen. Kim beskrev med maleriske strøg på guitar sin kærlighed til simple roller og klange. Jeg noterede mig, at det fungerede. Jeg noterede mig også, at Kim Larsen var en fænomenal sanger.