Et helt nyt band i gården ved Sortedammen.
Sad i bussen – det var hundekoldt. Passerede musikforretningen Musik Mads i Frederiksborggade. Nabokiosken havde en spiseseddel med ordlyden (ca.): “Larsen fyrer Bellami”. Rygtet var efterfølgende, at Bellami, kendt som et af de mest hårdtarbejdende orkestre i landet, var blevet reduceret med 2 personer – Peter Ingemann og Per Rasmussen (Klit-Per). Keyboards og guitar.
En uges tid efter spillede jeg en jam i Musikcafén i Huset i Magstræde. Det var med tidens soldater – jeg erindrer Henrik SP på bas, Bobo på sang, og Henrik Tvede på guitar. Sidstnævnte som straks vi mødtes mente, at jeg burde være den nye keyboardmand i det kommende Bellami. Et udsagn jeg ikke tillagde nogen større betydning. Det var en fejl.
Ugen efter ringede Larsen til mig, i mit lille hummer i Brumleby på Østerbro. En samtale som føltes ligesom når man sidder spændt fast i sædet, og flyet slipper jorden og letter i en stejl stigning. Hvis du har prøvet at blive trukket op af et spil i et svævefly, så var det cirka sådan.
Jeg skulle mødes med ham og bandet, Pold og Fagt, i øveren, den og den dag. Tidlig november 1990. Jeg havde ingen Larsen-LP’er i min samling (var mere til funk o.l. dengang), så jeg tog ud forbi pladeselskabet Medley, på Kims direkte foranledning. Præsenterede mig selv som den nye, og fik alle de plader jeg kunne bære med hjem. Også med andre artister, når jeg nu var der. Bla. Monrad & Rislund, hvilket senere udløste “Syd for Køge”-interessen, men det er en helt anden historie.
Med bagkataloget i hus (som om..:)), forberedte jeg mig grundigt, hentede mine keyboards, og drog med en taxa ud mod Klaps (Kim Larsen Aps) på Sortedam Dossering 7. Jeg stod så der i gården og kløede mig i håret, mens jeg ledte efter en dør at ringe på.