Hvem kan sige nej til….

(Ørva fortsat): Jeg skulle først lige to uger til Grønland, med et andet band, inden vi kunne gå rigtigt i gang. En aftale, jeg hverken kunne eller ville løbe fra.

Så jeg sad oppe på en militærbase i Sdr. Strømfjord, og ville nok i virkeligheden helst hjem i en fart. Om dagen sad jeg og øvede mig på “Jeg ved en lærkerede” på guitar, mest for at få tiden til at gå. Nærmest af sig selv forandrede melodien, med små ændringer ad gangen, sig. Den var ved at blive til, hvad der ca. 3 år senere skulle blive fløjtetemaet i sangen “Hvem kan sige nej til en engel”. Meget pudsigt.

Hjem kom jeg, og jeg var meget spændt på, om der også var en ny guitarist på vej. Pold og Fagt ville meget gerne have en. Kim forholdt sig dog lidt tøvende til dette spørgsmål. Han ville gerne prøve at sidde på guitardelen alene, og lad det være sagt med det samme: Kim var fabelagtig til at spille et akkompagnement under sin stemme. Men som han selv sagde: “Jeg er ikke musiker, jeg er popsanger”, hvilket ganske logisk gav nogle begrænsninger i den virtuose ende. Men han kastede sig over det, som en sømand på landgang.

Vi øvede oppe i det store lyse loftsrum. Det var det bedste øvelokale i hele verden. For hver sang vi spillede, blev der sat ord på en malstrøm af indre billeder hos de andre. Smilene bredte sig, og der blev listisgt refereret til alskens oplevelser gennem et længerevarigt turnéliv. Forventningerne til fremtiden var, sagt med en voldsom underdrivelse, store.

Efter øveren gik vi på Café Barcelona (hvor min pose med kassettebånd og notater blev stjålet). Kim sad og skulede op mod den unge bartender. Jeg må have set spørgende ud. “Det er min dreng – Pelle”, sagde Kim stille. “Nej hvor hyggeligt” fløj det fra mig. Larsen kneb øjnene sammen: “Mjaaaa – nej – han er sur”, hviskede han.  Vi skiftede emne.

De følgende dage gik med øvning. Om aftenen boede jeg hos min kæreste. Hun var gravid – vi skulle have en baby. Det kunne ikke blive større. Livet var lige begyndt, og verden lå derude og ventede.

Og…, eller men, hvad der for få uger siden, havde været en kærkommen følelse af hjemlig stabilitet, var skiftet ud med sommerfugle i maven.

En sær urolig udlængsel….